Press - Reviews

Berger Knutsson Spering - alone and with guests


Berger Knutsson Spering Om Natten (Amigo AMCD 880) 1997.

Berger Knutsson Spering may sound like the name of a Swedish law firm, but it's actually a pianoless avant-garde jazz trio consisting of drummer Bengt Berger; alto, soprano & baritone saxman Jonas Knutsson and bassist Christian Spering.

Free spirited yet focused, this "inside/outside" session (which the Swedes recorded in Stockholm) shows how musical avant-garde jazz can be.

As stream-of-consciousness as things get on material by Ornette Coleman ("Feet Music," "Latin Genetics"), Don Cherry ("Butterfly Friend") and BKS members themselves, the improvisers never sound directionless.

They don't shy away from dissonance abrasiveness, but they aren't afraid to be melodic either. Another strong point of this self-titled CD is the players' multicultural outlook their arrangement of the traditional "When Irish Eyes Are Smiling" acknowledges Celtic culture, whereas Berger's pieces "Todi Tuesday" and "Om Natten" have a strong Middle Eastern flavor.

There's something enlightened about three Scandinavians successfully embracing an art form that was created by American Blacks and combining it with everything from Irish to Arabic music.
Released by the Stockholm-based Amigo Musik, this disc appeared in the U.S. as an import.
©Alex Henderson www.allmusic.com



Berger, Knutsson, Spering Live Vol 1 - At The Glenn Miller Café (Amigo AMCD 889) 2001 Spering.

Christian Spering.
It seems as the name itself is a guarantee for great music .
As I was quite prejudical against Swedish jazz I really didn't listen and has completely missed all new and older musicians who never sat in TV talkshows telling jokes.
One as Spering is for real.
Seriously.
As I've been quite prejudical against all jazz is the jazz I started to listen to and gradually came to both understand and love a very easy listenable, old-fashioned and traditional version - it is not until now that I started to listen to, maybe understand and like a little of what a closely related woman calls psycho-jazz.
While Christian Spering's latest solo-cd is more traditionally structured   this is more experimental and more far-reaching.
I don't say that it is difficult to listen to because it is also very playful and humourous.
One finds traces of everything that made jazz great and still makes jazz great. Spering (bass), Bengt Berger (drums) and Jonas Knutsson (saxophones) throws themselves with dexterity and amiability between diffrent styles, they can "honk" pretty well but also let the music be completely still.
This is music that creates good spirits and big smiles.
The name of the CD is "Vol. 1" and I'm looking forward to "Vol. 2"
Go get it!
Mats Olsson June 25 2001 www.feber.se
---------------------------
That drummer Bengt Berger is Sweden's funniest jazzmusician is really a paradox. You see, he belongs to that generation, the serious, that was young in the 60ies and 70ies.
In those times he recorded on the record company ECM with the strict estetic Manfred Eicher. As primus motor in Swedens craziest jazztrio Berger draw out the playfulness and inventivness of saxophonist Jonas Knutsson and bassist Christian Spering. It starts already with the repertoire. All in a saving but well-arranged mixture of chaotic "free-form jazz", beautiful melodic lines and tender poetry, afro rythms and caribbean.
The trio is so entertaining on stage that a transfer to a record could appear to be risky . But it works - not least thanks to the 'as clear as glass' clarity in the middle of the messieness and variety.
Ingrid Strömdahl Svenska Dagbladet



Berger-Knutsson-Spering Live vol 2 - At Mosebacke (Amigo AMCD 889) 2001

Magnificent without a guidebook.
Sopranosax and bassfiddle plays in unison a melody by Ornette Coleman, but the notes doesn't coincide as in correct music. Not only that Coleman's melody is jerky and irregular, it is played as if it was two different melodies, though it is the same. Because it is two different humans, Jonas Knutsson and Christian Spering, which has different temperaments and separate breathing.
Some consider this as a indication of carelessness. For me this kind of playing signals a freedom, for the listener too. We don't need to control the playing against any particular style. It is a relief to hear music that don't demand you to sit attentive and listen by a guidebook.
Some songs is played quietly. Not even Bengt Berger's drums makes a show of taking power over the volume, but ignites the electricity. It is incredibly beautiful when the three of them whisper to one another little and still, sometimes it is cooking as hell.
Knutsson's soprano shouts, Bobo Stenson's piano streches out over two songs for eleven minutes, one   over almost only one harmony. Still, it shimmers of lots of completely different colours, a imperceptible, slow kaleidoscope.
This music is for me shy and magnificent.
Ingmar Glanzelius* Dagens Nyheter
*Ingmar Glanzelius also had this album on his top ten list for 2001
--------------------------
Mere end flot kunne man også kalde samarbejdet mellem de tre musikere Bengt Berger (d), Jonas Knutsson (s) og Christian Spering (b), der efterhånden har fået nærmest telpatisk karakter. De boltrer sig ubesværet ind og ud i hinandens idéer og infald, så man hele tiden som lytter forbløffes og udfordres. Som f.eks. i   inledningnummeret Ornette/Trekkspilleren, der er en sammen-spillning/- blandning af Ornette Coleman -tema og et ditto av Spering. Musikken på cd'en varierer fra eksplosioner af avantgardistisk art over standarder som Falling in Love Again til folkloristiske islæt fra Balkan ( Kamelen ) og rytmisk medrivende musik ( Jungle ). "Live at Mosebacke" er et musikalsk overflødighedshorn, der med sin autentiske live -lyd får lytteren til at føle sig til stede.
Ole Nimand   JAZZ SPECIAL   Februar/Marts 2002
--------------------------
Late last year Berger Knutsson Spering recorded two gigs at the Glenn Miller Café, subsequently these appeared earlier this year as Volume One.
Now Volume 2 comes along. Recorded at Stockholm's Mosebacke in April, this time there was the added advantage of guest appearances from Matthias Stahl and Bobo Stenson. Guests apart, Berger Knutsson Spering are perhaps better placed than many recorded live albums because firstly they play together so much, and secondly, more significantly, each player is involved in other areas of contemporary music. Therefore a live album from these guys is a little like a diary, offering an overview of what each is up to at the time of recording.
  At Mosebacke features two Ornette Coleman pieces, alongside Kurt Weil's My Ship and Marlene Dietrich's Falling In Love Again , with the remainder of the album given over to group compositions. Falling In Love Again is dominated by Spering's contemplative solo which sets up a tableau for Knutsson and Berger to provide the detail. Knutsson above all is an insightful soloist, able to complement whoever happens to turn up, so that Stahl's voicings on Orn2 provide a dramatic subtext to Knutsson's solo. Stenson, too, on Berger's LineSenil displays an all too-knowing familiarity, while Spering and Berger shift the tempos with profiligate ease.
Excellent.
HUGH GREGORY      Jazz Stage

Live Vol 1 & 2
Trommeslageren Bengt Berger, saksofonisten Jonas Knutsson og bassisten Christian Spering er alle blant nabofolkets aller mest interessante improvisatører. Når de så i tillegg viser fram sine talenter samla, så ligger det meste til rette for spennende møter. Disse to møtene i mange av jazzens grenseland er ypperlige prov på hvor bra de er både hver for seg og sammen.
Denne akkordinstrumentløse trioen har eksistert i flere år, og framviser en homogenitet og nysgjerrighet som er helt spesiell. Siden jeg både har vært i besittelse av bandets forrige utgivelse noen år og i tillegg har hørt dem live, så overrasker ikke det på noen som helst måte. Disse to live-innspillingene fra våren og sommeren 2000, der den seineste innspillinga har blitt vol. 1 og vice versa av en eller annen grunn, er bare en meget solid bekreftelse på at Berger Knutsson Spering, som bandet så beskrivende heter, fortsatt tilhører eliten innen moderne improvisert musikk både på hjemmeplan og langt utenfor Söta Brors grenser.
Disse fire konsertene, fra henholdsvis Glenn Miller Café og Mosebacke i Stockholm, viser også hvilket enormt spenn det er i denne trioens tilnærmingsmåte til musikk. Det er ingen tvil om at alle har henta mye fra Ornette Colemans spennende og forunderlige verden, mens vi i andre enden får bandets meget originale versjoner av "Von Kopf Bis Fuss", "I Won't Grow Up" - gjør for all del ikke det! - "Drömmen Om Elin" og Falling In Love Again".
Dette og mer til forteller oss at vi har med tre herrer og et band å gjøre som kan sin jazzhistorie til fingerspissene og som vet å forvalte den på et originalt og mange ganger også humoristisk vis. Vi snakker om et band med en langt framskreden personkjemi og som vet akkurat når og hvordan de andre skal utfordres. Her tar musikken ofte uvante retninger - også for de involverte vil jeg tro, men det er hele tiden en indre logikk i det som foregår og uten unntak så kommer bandet ned med beina først - også i de tilfellene musikken er som løsest.
På volum 2-utgava har de tre invitert med seg vibrafonisten Mattias Ståhl på ett spor og pianist par excellence, Bobo Stenson, på tre spor. Det vil være direkte misvisende å påstå at gjestene skjemmer det musikalske forløpet. Spesielt klangmester Stenson gir det musikalske uttrykket en tildels helt annen retning og de tre vertene viser hvilke evner de har til å tilpasse seg et ekstra bein å stå på.
Berger Knutsson Spering bekrefter gjennom disse live-opplevelsene hvilket utadvendt, nysgjerrig, søkende og humoristisk combo vi har med å gjøre. Det er slike opplevelser som får meg til å vurdere en revurdering av min oppfatning av Sverige og svensker.
Tor Hammerø, Puls 2001


Mäkelä Berger Knutsson Spering Arco Iris (Texicalli Impala 007) 2003
Selvom jeg ikke forstår finsk, bliver jeg alligevel fortryllet af ordene og musikken, der spænder fra det lavmælt vemodige til det mere pågående, insisterende og provokerende.
Gruppen er en af tidens mest markante improvations-grupper på den svenske jazzscene. Deres musik er genremæssigt totalt grænseoverskridende samtidigt med, at de formår at fastholde den svenske folkemusiks let vemodige tone.
I efteråret 2000 indledte de et samarbejde med den finske sangerinde Mirja Mäkelä og spillede samme efterår koncerter i Marokko. Siden fulgte de op med den foreliggende cd med tekst og musik overvejende af Mäkelä selv - sunget på finsk, borset fra to skæringer, der synges på på hhv. engelsk og svensk.
Som flere andre yngre nordiske vokalister begrænser hun ikke sit udtryk, men kaster sig ud i ordløs sang og ren lyd-ekvilibrisme, og helt uimodståelig er hun i unisone passager med Knutssons udtryksfulde sopransax. Mäkeläs store talent og spændvidde i udtrykket gør hende til et mere end spændende bekendtskab. Selvom jeg ikke forstår finsk, bliver jeg alligevel fortryllet af ordene og musikken, der spænder fra det lavmælt vemodige til det mere pågående, insisterende og provokerende.
Uimodståeligt er også de tre svenskeres organiske og nærmest telepatiske sammenspil. Spering er en fremragende akkompagnatør med en spændstighed i spillet, der også er kendetegnende for Bergers trommespil. Og Knutsson overlegne saxofonspil brænder igennem, især på sopranen. Det er fascinerende musik, der kunne have været et spændende indslag under Copenhagen jazz Festival, der havde vokalister som gennemgående tema - men måske til næste år? Eller før!
25 august 2003 Ole Nimand, DR
--------------------------
Pohjoista eksotiikkaa.
Jazzlaulajattariemme keulahahmo Mirja Mäkelä on löytänyt ruotsalaisesta BKS-yhtyeestä oivia hengenheimolaisia. Itse asiassa Jonas Knutsson ja kumppanit keksivät Mirja Mäkelän esiintymään kanssaan marokkolaisille jazzfestivaaleille vuonna 2000.
Tuolloin käynnistyneen yhteistyön tuloksia taltioitiin Ranskassa viime syksynä ja Texicallille tuotettu levy julkistettiin Ylläs Jazz Blues -tapahtumassa pari kuukautta siten.
Ylläksellä saksofonisti Knutssonin tilalla esiintyi Mirja Mäkelän siippa Manuel Dunkel. Hänen juureva soittonsa istui kokonaisuuteen lyhyen yhteisharjoitusjan huomioon ottaen varsin hyvin, mutta levyllä esiintyvän, vapaammin improvisoivan Knutssonin soittotyyli antaa tulkinnoille enemmän avaruutta. Basisti Christian Spering ja rumpali Bengt Berger ovat myös vallan erinomaisia pelimanneja. Trio valittiin Ruotsissa vuoden jazzyhtyeeksi vuonna 2001.
Arco Iris (sateenkaari portugaliksi) -albumi koostuu pääasiassa Mirja Mäkelän sävellyksistä. Mukana ovat myös biisit Speringiltä, Knutssonilta (Edith Södergranin tekstiin) ja Eero Koivistoiselta. Suomenkielisiä tekstejä on paitsi Mäkelältä myös Kirsi Kunnakselta ja Pentti Saaritsalta.
Levyn musiikki muodostaa monipuolisen, eheän kokonaisuuden, joka vaatii keskittynyttä kuuntelemista. Se kyllä sitten palkitsee kuulijansa, tarjolla on kuulaita sävyjä, kansanmusiikki- vaikutteita, kekseliäitä sävellyksiä. Kokonaisuus on mielestäni vahvalla pohjoismaisella tavalla
eksoottinen. Mirja Mäkelä laulaa taitavasti ja eläytyy vahvasti. Välillä hän lausuu, välillä hän käyttää ääntään taidokkaan instrumentaalisesti. Yhdessä Jonas Knutssonin kanssa syntyy mielenkiintoisia ornamentteja.
kolme poksahdusta
Matti Poijärvi, KIEKKORINKI 2/2003


LIVE 16 feb 2005 - Mondo Jazz
Neneh Cherry, Berger Knutsson Spering, Mondo, Stockholm
Måndagarna på Mondo är vigda åt jazz. Men husbandet Berger Knutsson Spering bjuder även in gäster från annat musikaliskt håll. Som Neneh Cherry. Hon bidrar med sin röst, sin erfarenhet som popsångerska och i förlängningen kanske också den grundläggande musikaliska skolning hon torde ha fått sig till livs genom sin framlidne far, den originelle Don Cherry.
Hur som helst sjunger hon verkligen jazz. Hon gör det på sitt sätt, med otvungen auktoritet och ett slags intuitivt snille som knappast kännetecknar akademiskt utbildade vokalister. Man känner igen hennes klang från hittarna hon har haft, men här gör hon i stället "Butterfly friend" och "The creator has a masterplan". Både låtarna är hennes fars, och den förra minns hon till och med som "en vaggvisa". Det är första gången, säger hon också, som hon framför den live. Fast vem hade kunnat tro det, när hon sjunger den så säkert och levande.
Efter pausen tar hon steget fullt ut och ger sig i kast med Billie Holiday. Sensuellt och värdigt hanterar hon såväl musiken som själva texten, något som inte bara röjer hennes tvåspråkighet utan också en stor känslighet inför Holidays hela, konstnärliga uttryck. Det slår mig hur ledigt hon finner sig i att improvisera. Det tycks vara nyckeln till hennes sätt att liksom erövra musiken hon framför. En ovanlig popsångerska, på alla sätt.
Johannes Cornell, musik@dn.se


LIVE 31 aug 2005 - Nedslag - BKS at Bacci, Stockholm:
Sparkar i baken
De tre jazzmatadorer som tidigare höll i måndagskvällarna på Mondo har bytt lokal. Efter en djärv expedition upp över trädgränsen på Götgatspuckeln slår nu Bengt Berger, Jonas Knutsson och Christian Spering (BKS) upp portarna på Bacci i Gamla stan. Konceptet är intakt trots umbärandena, varför det denna kväll, själva säsongstarten på den nya adressen, återigen bli dags för trion att sparka ett flertal av jazzens konventioner riktigt hårt i baken.
Precis som på Mondo bjuder man in oväntade gäster. Den här gången är det Kristina Lugn och Mats Öberg som från var sitt håll rör om grytan. Det blir kul, som vanligt. Lugn läser i och för sig en och annan rätt dyster text, men hon gör det med befriande galghumor och dessutom en överraskande musikalisk tajmning. Finns det över huvud taget någon gräns mellan poetisk intonering och jazzbaserad improvisation så upplöses den i alla fall här och nu, i mötet mellan Lugns röst, trions jazzinstrumentering och, därtill, Mats Öbergs synthesizer.
Alla är skickliga musiker - men olika, även inom den fasta trion. Där är Spering på bas och Knutsson på saxofon, båda med sublim musikalitet och virtuos teknik. Berger är vilden som blandar och ger. Han går emot, han drar i väg - men plötsligt väljer han att följa någonting, kanske en melodislinga, lika tajt som klister. I allt detta fogar Öberg in sina märkliga klanger helt efter eget sinne. Han är expert på Frank Zappa, vilket också hörs. Men mest av allt passar han sammanhanget som hand i handske. Som sagt: måndagar på Bacci. Check it out.
Johannes Cornell, musik@dn.se